Det pædagogiske personale har særligt fokus på følgende værdier og principper: Krop imiterer krop – tale imiterer tale Gennem det pædagogiske personales faglighed, viden og erfaring tager vi udgangspunkt i det enkelte barns mulighed for udvikling, trivsel, læring og dannelse. Vi har fokus på relationen barn/barn og barn/voksen, som udspringer af vores værdier: Tryghed, Omsorg, Trivsel og Udvikling. -Er man ikke tryg, er man ikke i stand til at modtage omsorg. Kan man ikke modtage omsorg, er man ikke i trivsel. Og er man ikke i trivsel, er der ikke grundlag for udvikling. Derfor er disse værdier fundamentet i vores arbejde. Ligeværdig dialog bygger på en gensidig respekt og anerkendelse. Vi tænker den som en fordomsfri og nysgerrig måde, at lære og forstå budskaber på, men også at levere i samme ånd. En stor del af børnenes kommunikation er baseret på kropssprog, mimik og lyde eller begyndende sprog. Vi arbejder meget med den før-sproglige udvikling, sprogforståelse og ordforråd, og vi inddrager gerne vores tværprofessionelle samarbejdspartnere i at kvalificere vores tilgang til vores praksis.
I Tjærbyvejens Vuggestue er der en grundlæggende holdning til, at ethvert barn skal mødes som det unikke lille mennesker, det er. Der er basale behov, som skal dækkes, så det ikke ”forstyrrer” barnet i leg og læring. Barnet skal have mad, søvn, en tør ble og hensigtsmæssig påklædning. Barnet skal være omgivet af pædagogisk personale, der har både hjerte og hjerne med, i arbejdet med børnene. Det pædagogiske personale skal have en naturlig glæde i samværet med børnene. De voksne skal være rollemodeller og være bevidst om deres indflydelse på børnene. De fremstår som det gode eksempel i både tale og handling, idet barnet efterligner det, det ser og hører. |