Aftalemål 2024-2026
Denne aftale gælder fra januar 2024 til december 2026 og er indgået mellem Tjærbyvejens Vuggestue og Randers Byråd.
NPU (Neuropsykologisk udviklingsleg)
Vi ønsker at implementere NPU (neuropsykologisk udviklingsleg) i vores pædagogiske praksis.
Intention
Alle pædagoger har været/er på uddannelse i NPU, og derfor skal denne tilgang til børns udvikling skabe et fundament i institutionen. Alle medarbejdere bliver uddannet via et online forløb, så alle har det samme fundament for den pædagogiske praksis. Vi bruger NPU-tilgangene til at skabe fællesskaber for børnene, så vi sikrer, at alle børn bliver mødt i nærmeste udviklingszone.
Handling
Vi laver små grupper på stuerne, som er sammen med en fast voksen. Der arbejdes med forskellige udviklingslege, som tager afsæt i der, hvor børnene mangler erfaringer. Når børnene får erfaringer med det, der kan være svært, kan vi arbejde med de lidt større fællesskaber. Vi har fokus på at have overgangslege/aktiviteter, når børnene f.eks. skifter til Spiloppestuen (storbørnsgruppen), så der er en rød tråd i hverdagen.
Effekt
Vi forventer, at vi nemmere kan skabe rammerne for et børnefællesskab, der endnu mere tager højde for, hvor børnene er i deres udvikling. Vi forventer at høre et fælles sprog, der tager afsæt i NPU-termerne, og et fælles sprog, der kan kvalificere dialogen på f.eks. TN-møder (tværfaglige netværksmøder). Vi inddrager forældrene i NPU-principperne og kommer til at bruge de metaforer i samarbejdet med både forældre og samarbejdspartnere.
Naturen som læringsrum
Vi ønsker at sætte fokus på, hvordan vi bruger naturen som læringsrum for særligt de mindre børn i vuggestuen.
Intention
Vi er gode til at bruge naturen som læringsrum for de største børn i vuggestuen, men er blevet optaget af, hvordan vi får skabt et læringsrum for de mindre børn. Vi har fået sponsoreret en elladcykel, hvor de mindre børn sidder godt, som bruges til at tage på tur ud i det blå. Vi har fået bevilliget tilskud fra Naturstyrelsens udlodningsmidler til at indkøbe en eldrevet klapvogn til fire børn samt forskellige materialer til at udforske naturen. Så vi skal skabe en struktur for, hvordan vi sikrer, at de mindste også får mulighed for at bruge naturen aktivt som et læringsrum. Vi vil også arbejde med sammenhænge og fællesskaber, da børnene fra Spiloppestuen ofte vil mødes med de små og være sammen med dem ved vandhullet. På den måde skaber vi et fællesskab om oplevelserne, og vi skaber mulighed for at danne relationer på tværs, da de små på sigt skal på Spiloppestuen.
Handling
Hver tirsdag har vi "Ud i det blå med de små", som er et projekt, vi startede op med afsæt i de midler, vi modtag fra Naturstyrelsen. Der er valgt to forskellige steder ude i nærmiljøet, vandhul og skov, som bruges til ture. På den måde vender børnene tilbage til noget kendt, som gør, at de efter nogle gange føler sig trygge nok til at begynde at udforske omgivelserne og aktivt bruge de forskellige materialer, som er med.
Effekt
Vi forventer, at børnene bliver mere fortrolige med naturen omkring os, bliver mere nysgerrige på sammenhængene i f.eks. årstiderne og får et sprog med flere begreber fra naturen (farver på bladene skifter, dyrene gemmer sig om vinteren, vandet i vandhullet fryser til is osv.). Vi forventer at se, at børnene nemmere og hurtigere danner relationer på tværs af stuerne, som vil gøre skiftet til Spiloppestuen til en naturlig del af hverdagen i vuggestuen. Det vil skabe en mulighed for oplevelsen af at være en del af børnefællesskabet allerede fra første dag i storbørnsgruppen.