Den styrkede pædagogiske læreplan

Her kan du læse om den styrkede pædagogiske læreplan 2021-23, som tager afsæt i vores pædagogiske praksis, samt evalueringen heraf.

Læreplanerne tager afsæt i vores pædagogiske praksis, hvor vi gennem vores mål og værdier sætter fokus på det enkelte barns udvikling og læring.

Børnene bliver de introduceret til at deltage i aktiviteter, som tager udgangspunkt i følgende temaer:

  • Kultur, æstetik og fællesskab
  • Natur, udeliv og science
  • Krop, sanser og bevægelse
  • Alsidig personlig udvikling
  • Social udvikling
  • Kommunikation og sprog

Vi arbejder gerne med et enkelt tema, enten lokalt ude på stuerne, eller som et fælles tema i hele huset.

Alle temaerne er i spil i alt hvad vi laver med børnene, så de implicit er en del af vores pædagogiske praksis.

I vores årshjul fremgår det hvilke temaer, vi arbejder fælles med, og hvilke temaer der ligger lokalt ude på stuerne, samt hvilket tidsrum.

Indledning

I Tjærbyvejens vuggestue går udvikling og læring hånd i hånd med tryghed, trivsel og omsorg. Vi tilrettelægger en hverdag, der tager udgangspunkt i både det enkelte barn og den samlede børnegruppe.

I Tjærbyvejens Vuggestue tilbydes børnene en hverdag med leg, spontane og planlagte aktiviteter.

Hverdagen tilgodeser det enkelte barns behov for at få de basale behov dækket, men også for den udvikling og læring, der styrker det enkelte barns kompetencer og alsidige og personlige udvikling.

Her i vuggestuen kan man forvente kompetente og fagligt bevidste medarbejdere, der tilrettelægger aktiviteter, der tilgodeser det enkelte barns behov for læring og udvikling. Det pædagogiske personale har fokus på det enkelte barns udviklingstrin og nærmeste udviklingszone, samtidig med at vi er opmærksomme på børnenes interesser.

Vi prioriterer at være fagligt opdateret i form af kurser og relevant efteruddannelse.

Det pædagogiske grundlag

Barnesyn

Ethvert barn er unikt. Hvert barn kommer med en familie, en baggrund og en forhistorie.

Det pædagogiske personale bruger tid på at lære det enkelte barn og familien at kende. Dette for at kunne tage et perspektiv ud fra netop dette barns vinkel, for at kende baggrund og evt. bevæggrunde for den måde barnet viser sin personlighed på. Det enkelte barn har vaner og rutiner, som vi arbejder på at tilgodese og støtte op om. Forældresamarbejde har stort fokus for det pædagogisk
personale.

Det er i samarbejdet, begge parter støtter det enkelte barn på bedste og mest hensigtsmæssige måde.

Alle børn skal opleve at være en del af et fællesskab. Som en del af fællesskabet kan barnet øve og udvikle sociale kompetencer, relationer, venskaber og værdier. I fællesskabet øver barnet sig på samvær med andre, der ikke er familie eller andre primære personer fra hjemmet. Barnet får mulighed for at spejle sig i andre børn, at finde genkendelse eller opdage nye muligheder for relation og opdage nye sider af sig selv.

Alle børn har ret til en hverdag i vuggestuen, hvor de er omgivet af pædagogisk kompetente voksne, der tager vare på deres udvikling, trivsel, læring og dannelse. Det pædagogiske personale har en anerkendende tilgang til barnet – dette både i adfærd og kommunikation.

Vi anvender principper fra ICDP og De Utrolige År, som det fastansatte personale har været på kursus i, og som er implementeret i hverdagen.

Dannelse & børneperspektiv

Dannelse er tillærte evner, barnet har opnået ved praktisk at øve sig i hverdagen. Barnet er aktiv medskaber og medspiller i processer, der giver barnet erfaring og viden om egen personlighed.

Det kommer til udtryk på den måde, det pædagogiske personale hjælper og støtter det enkelte barn i måden, man er sammen på og den måde der kommunikeres på. Barnet får indflydelse på egen læring, i kraft af medbestemmelse inden for overskuelige rammer. Eksempelvis valg af sang i sangbog, som gruppen efterfølgende synger sammen.

Det pædagogiske personale er rollemodeller for de grundlæggende normer og værdier, som vi prioriterer i hverdagen.

Dannelse indeholder begreber som medbestemmelse, demokrati, ansvar og ligeværd.

Leg

Legen har stor betydning for barnets udvikling, og er i sig selv et helt særligt læringsrum, både på det individuelle plan og i samspil med andre.

Som medarbejder i en vuggestue, kan man ofte mødes med spørgsmålet: ”Har i bare leget i dag?”

Ja, det har vi måske, for i legen findes der elementer af blandt andet: Begrebsdannelse, kommunikation, kreativitet, grov- og finmotorik, regler og normer, planlægning, kønsroller, konfliktløsning, indlevelse, selvstændighed, opmærksomhed, sprog, fordybelse, rumfornemmelse, hensyn, fantasi, iagttagelse og så videre.

Så legen er meget vigtig for barnets udvikling, og det er en bevidst prioritering vi har her i Tjærbyvejens vuggestue.

Børnefællesskaber

”Al leg, dannelse og læring sker i et socialt samspil med de øvrige børn og det pædagogiske personale i dagtilbuddet”. (”Den styrkede pædagogiske læreplan”, s. 2)

Det er vigtigt for det enkelte barn at opleve sig selv, som en del af et fællesskab og opleve sig som betydningsfuld. Det er i fællesskabet barnet kan øve sig, spejle sig og udvikle sig. Det pædagogiske
personale tilrettelægger aktiviteter, hvor børnene indgår i et socialt fællesskab med fokus på et emne, eller på mulig relations dannelse blandt børnene. Det pædagogiske personale er opmærksomme på både de fastlagte aktiviteter og de spontane situationer, hvor leg, læring og dannelse er i spil.

Alle børn indgår i et fællesskab i enten den samlede gruppe på stuen, på tværs af stuerne eller i de mindre læringsgrupper, der samles 1 gang om ugen. Vi søger gradvist at udvide barnets perspektiv på samarbejdsmuligheder, relationer og venskaber ved at være bevidste om, at samarbejde på tværs af stuerne og se muligheder på egen stue.

Barnet får mulighed for at indgå i meningsfulde fællesskaber, hvor der er fokus på leg, læring, dannelse og udvikling.

Pædagogisk læringsmiljø & læring

Det pædagogiske personale er bevidste om, at enhver relation, kontakt eller aktivitet er en mulighed for læring. Læring findes i de planlagte aktiviteter såvel som i de spontane øjeblikke. Læring findes
i kommunikation – både i det verbale og i det nonverbale sprog.

Læring findes i aktiviteter, dagligdagsrutiner, i konflikter, i leg – kort sagt; Læring finder sted hele dagen.

Det pædagogiske personale har fokus på at tilrette og iværksætte pædagogiske aktiviteter, der understøtter barnets kropslige, sociale, emotionelle og kognitive læring. Børnene møder primært de planlagte aktiviteter i små grupper, der dannes på baggrund af alder og barnets udviklingstrin.

Grupperne har en fast voksen tilknyttet (så udviklingen kan følges) og mødes 1 gang om ugen.

Børnene møder også læringsaktiviteter i større grupper og på tværs af stuerne.

Barnet lærer med hele kroppen og med alle sanser. Barnet lærer ved at spejle sig i andre, når de bliver guidet og støttet og får alsidige oplevelser og muligheder. Barnet skal have mulighed for at øge og styrke kompetencer, at udforske, bruge fantasi og kreativitet, at fejle og prøve igen, alene og sammen med andre.

Børn i udsatte positioner

Inklusion handler om fællesskab. I fællesskabet kan barnet lære af andre, lade sig inspirere af andre og udvikle sig blandt jævnaldrende.

Et eksempel kan være gemmeleg. Her får barnet med udfordringer støtte, og det guides af en voksen gennem legen, og oplever at være en del af fællesskabet og at være i et succesfuldt samspil med de andre børn.
Tjærbyvejens Vuggestue har som mål at skabe rummelige og anerkendende rammer og give det enkelte barn mulighed for at indgå i et fællesskab, hvor barnet er og føler sig værdi- og betydningsfuld

Et barn i en udsat position kræver en særlig indsats og fokus, da barnet kan have specifikke behov og udfordringer, der kræver en særlig tilrettelagt pædagogisk tilgang. Barnet har brug for anerkendelse, opmuntring, støtte og vejledning, og det har krav på at føle sig tryg, og at være omgivet af omsorgsfulde og nærværende voksne, der anerkender barnet.

Det pædagogiske personale skal have særligt fokus på barnet, når det inddrages i aktiviteter. Både i planlægningen, selve udførelsen og evalueringen. Dette for at sikre, at barnet får mulighed for en succesoplevelse, der styrker selvværd og selvtillid.

Vi gør brug af TN møder, som er tværfaglige netværksmøder, hvor vi har mulighed for at invitere forskelligt tilknyttet fagpersonale fra PPR Randers. På denne platform kan vi sammen med forældrene skabe en helhedsorienteret indsats omkring barnet og familien.

Forældresamarbejde

I Tjærbyvejens Vuggestue inddrager vi altid forældrene i det pædagogiske arbejde.

Vi deler den viden og erfaring, vi har med det enkelte barn, med en aktivitet eller en tilgang. Vi inddrager forældrene i praktiske opgaver – f.eks. noget kreativt, de kan gøre sammen med deres barn og som bringes ind i vuggestuen. Vi informerer om de aktiviteter, vi har fokus på og fortæller dagligt om dagens indhold.

Vi anvender Aula som informationsplatform og den daglige ansigt-til-ansigt kommunikation ved aflevering og afhentning. Når vi deler hverdagen med forældrene, giver det indblik i barnets hverdag, i det der rører sig på den enkelte stue og det, det enkelte barn er optaget af. Dette skaber sammenhæng og tilhørsforhold mellem forældre og personale.

Når forældre og pædagogisk personale gensidigt forpligter sig til at dele viden om det, der har eller kan have betydning for barnet, skaber det sammenhæng. Når vi arbejder efter samme mål, øger vi barnets mulighed for at tilegne sig viden, erfaring, at udvikle sig og trives.

Et eksempel på et velfungerende forældresamarbejde kan ses ved overgangen til børnehave.

Platformen her er åben og ærlig kommunikation, som løbende har fundet sted, således forældrene er bevidste om hvordan de bedst muligt kan tage hånd om deres barn i overgangen til det nye.

Vores fokus og udgangspunkt vil altid være ærlighed, respekt og ordentlighed i samarbejdet med forældrene omkring barnet.

Børnehave

Da vi har erfaret, at det er meget forskelligt, hvilken børnehave vores forældre vælger til deres børn, er det svært at udpege en bestemt institution, som vi primært samarbejder med.

Vi har derfor valgt, at vi tager på børnehavebesøg sammen med barnet, og 2-3 af vennerne fra vuggestuen inden opstart, da det giver mest mening for barnet og forældrene.

Nærmiljø

Vi har taget kontakt til Dronningborg Plejecenter som en del af tanken om sammenhæng i nærmiljøet. Vi er inspireret af en tv-udsendelse, hvor børn besøgte et plejehjem og skabte relationer på tværs af alder. Glæden ved samværet var tydelig, så vi vil undersøge, hvilken betydning skift af læringsrum til netop et plejehjem kan have for vuggestuens børn. Fokus for os vil være relationer på tværs af alder og livsglæde.

Vi er inviteret til at deltage i aktiviteter på plejecentret en gang om måneden, hvor børnene skal synge sammen med beboerne. Vi flytter læringsmiljøet fra vuggestue til plejehjem og åbner op for nærmiljøet og en ny måde at tænke læringsrum på. Besøg på plejehjemmet er første spadestik.

Evalueringen er at alle profiterer positivt af samarbejdet, der desværre måtte stoppe da Covid-19 kom til Danmark. Vi håber, at kunne genoptage samarbejdet hurtigst muligt.

I påsken 2019 blev vi kontaktet af den lokale ”Rema1000”. De efterspurgte muligheden for et samarbejde, hvor vuggestuens børn malede på påskeæg, der skulle hænges op i butikken. Vi blev samtidigt inviteret til at aflevere påskeæggene i butikken, og fik mulighed for at komme på lageret og se, hvordan der arbejdes bag butikken, hvor varerne opbevares og et kig i det store kølerum.

Samarbejdet var en succes for både ”Rema1000”, og for de deltagende børn. Børnene fik indblik i en lokal butik og har besøgt den sammen med deres forældre for at se netop deres påskeæg. Vi har
forelagt ”Rema1000” ideen om, at vi kan gentage succesen til jul. Der er dog endnu ingen fastlagt aftale.

Dagtilbuddets værdier

Det pædagogiske personale i Tjærbyvejens Vuggestue arbejder med følgende værdier, som er formuleret i definitionen af vores kerneopgave:

”At vi i samarbejde med forældrene skaber rammerne for, at det enkelte barn udvikles og dannes, gennem anerkendende relationer og fællesskaber med børn og voksne i vuggestuen”

Omsorg og trivsel er grundpillerne for den pædagogiske tilgang til alle enkelte børn. Der er fokus på, at barnet den første tid i vuggestuen, oplever tryghed, nærvær og mulighed for at opbygge positive relationer til de voksne på stuen.

Dagtilbuddets pædagogiske principper

Det pædagogiske personale har fokus på følgende principper:

  1.  Vi har fokus på og anvender en anerkendende tilgang og kommunikation i det pædagogiske arbejde med børnene.
  2.  Vi er rollemodeller, igangsættere og inspiratorer for børnene.
  3.  Gennem faglig indsigt tager vi ansvar for og varetager det enkelte barns trivsel, udvikling, læring og dannelse med en legende tilgang.

I Tjærbyvejens Vuggestue er der en grundlæggende holdning til, at ethvert barn skal mødes som det unikke lille mennesker, det er. Der er basale behov, som skal dækkes, så det ikke ”forstyrrer” barnet
i leg og læring. Barnet skal have mad, søvn, en tør ble og hensigtsmæssig påklædning. Barnet skal være omgivet af pædagogisk personale, der har både hjerte og hjerne med, i arbejdet med børnene.

Det pædagogiske personale skal have en naturlig glæde i samværet med børnene. De voksne skal være rollemodeller og være bevidst om deres indflydelse på børnene. De fremstår som det gode eksempel i både tale og handling, idet barnet efterligner det, det ser og hører. Krop imiterer krop – tale imiterer tale. Gennem det pædagogiske personales faglighed, viden og erfaring tager vi udgangspunkt i det enkelte barns mulighed for udvikling, trivsel, læring og dannelse.

Vi har fokus på relationen barn/barn og barn/voksen.

Et eksempel på det kan være, en rammesat motorisk aktivitet ude på legepladsen. Den voksne går forrest og triller ned af bakken, for at få to børn til at imitere. Samtidig skabes der et fælles tredje i relationen, som kan understøtte børnene i at have en hensigtsmæssig relation.

Det pædagogiske personale skal introducere barnet til forskellige læringsaktiviteter, og styrke barnet i dets udvikling og læring. Det handler om næste skridt til nærmeste udviklingszone, at lære gennem leg, aktiviteter og relationer. Det pædagogiske personale skal støtte og vejlede barnet i at turde, at øve sig i at skabe relationer og venskaber og i en begyndende selvstændigheds-og dannelsesfase, samt erkendelsen af ”jeget”.

Dagtilbuddets læringsforståelse

Barnet tilegner sig viden og erfaring gennem teori og praksis. Gennem iagttagelser, planlagte aktiviteter og leg tilegner barnet sig nye kompetencer. Barnet lærer gennem sanser og krop og i samspil med andre børn og voksne.

Vi tager udgangspunkt i barnets naturlige nysgerrighed og lyst til at undersøge og eksperimentere.

Vi understøtter de processer, der giver barnet mulighed for at afprøve sig selv – selvstændigt eller sammen med andre.

Barnet lærer hele tiden. Hele omverdenen er som et læringsrum med muligheder for nye opdagelser og gentagelser af det kendte. I den spæde start er det barnets stue, der danner rammen. Senere, i kraft af at barnet føler sig tryg, kan blikket vendes mod legeplads, de øvrige stuer, fællesrummet, de øvrige børn og voksne. Barnet får gradvist udvidet sin horisont.

Læring foregår i hvert et ord, og det er vigtigt at italesætte enhver handling.

Et eksempel herpå kan være i en påklædning situation. Nu får du dine blå strømer på fødderne, først på den ene fod, og så på den anden fod. Du har nemlig to fødder osv.

Det pædagogiske personale er bevidste om denne læringsforståelse i hverdagen, og om hvilke muligheder om de strukturerede og planlagte aktiviteter giver for målrettet læring.

Børnemiljø

Fysisk og psykisk børnemiljø

Alle møbler på stuerne er flytbare.

Det betyder let tilgængelighed i forhold til at ændre udseende eller små læringsmiljøer på stuerne. Vores reoler har støjdæmpende bagbeklædning og legetøjet er i fletkurve så støj minimeres, og er inddelt i kategorier.

De fleste af børnene sidder på Nomi stole, som er ergonomiske for både barn og voksen. På fodstøtten er der en lille forhøjning (fod-dup) som stimulerer og giver urolige fødder et sted at holde ”frikvarter”, samtidig med at fodstøtten er et ekstra niveau for støtte og fra-spark.

De ældste børn sidder på høje taburetter.

Idet alle møbler er flytbare, giver det mulighed for at indrette rummene efter behov.

Der kan dannes små enheder/læringsmiljøer, hvor børnene kan fordybe sig i aktiviteter eller leg i et let afskærmet område. Der er ligeledes mulighed for at flytte alle møbler ud til siden, så der er gulvplads til mere fysiske aktiviteter.

Det samme gør sig gældende for vores fællesrum, der primært benyttes til læringsrum for aktiviteter.

Æstetisk børnemiljø

Alle vægge er malet hvide.

Møblerne er i lyst træ med grå bagbeklædning eller bordplade. Rullegardinerne er hvide.

Det pædagogiske personale er opmærksomme på at skabe lyse rum og et lyst og imødekommende miljø. Det pædagogiske personale lader farver dominere i billeder eller kreative produkter på vægge eller loft. Idet vuggestuen har forholdsvis små lokaler, prioriterer personalet at minimere fornemmelsen af rum med for mange ting.

Det er både børn og voksne, der udsmykker rummene med malerier, tegninger, klip m.m. som tager udgangspunkt i læreplanstemaerne og/eller årstiderne.

Covid-19 i forhold til læreplanerne

Vi befinder os pt i en situation, hvor Covid-19 er en vigtig medspiller i forhold til vores arbejde med læreplanen. Der kommer løbende forskellige restriktioner fra sundhedsmyndighederne, som vi skal
forholde os til, og disse har stor indflydelse på, hvorledes vi rent praktisk kan arbejde med vores læreplan.

Særligt afsnittet omkring Nærmiljø giver os udfordringer. Vi må ikke besøge plejecentre, som vi gerne vil. Og da det ikke er tilladt, kan vi ikke arbejde målrettet med dette afsnit.

Ligeledes med samarbejdet med vores lokale Rema 1000. Pt skal voksne bære mundbind i butikken, og derfor kan vi ikke inddrage børnene i denne sammenhæng.

Vi er opmærksomme på, at så snart samfundet og den generelle sundhedsmæssige situation ændrer sig, så genoptager vi det praktiske arbejde med fokus på vores nærmiljø.

Vores samarbejde med forældrene er ligeledes præget af Covid-19. Vi opfordrer til, at kun 1 forælder afleverer og henter, samt at de er bevidste om at gøre det hurtigt, for at mindske både tiden og antallet af personer der opholder sig i institutionen. Dette gør til tider den daglige dialog med forældrene lidt udfordrende. Vi imødekommer behovet for dialog, ved at gøre forældrene opmærksomme på at bede os om at kontakte dem på telefon, når det passer ind i vores dagligdag.

Dette for at både medarbejdere og forældre oplever at have tid og ro til at tale sammen, om det der er vigtigt for barnet.

Vi har stor fokus på at bruge vores Aula system, med fotos og beskrivelser fra hverdagen, for at give forældrene øget mulighed for at koble vuggestuelivet sammen med familielivet derhjemme.

Det kan eksempelvis være, at vi lægger de sange ud, som vi synger med børnene lige nu, at vi giver forskellige bud på, hvordan de derhjemme kan arbejde med det læreplanstema, som vi har fokus på i vuggestuen, eller aktiviteter ude i naturen i forhold til årstider. På denne måde kan vi sammen skabe en rød tråd mellem daginstitution og hjemmet, på en Covid-19-venlig måde.

Vores arbejde med overgangen fra vuggestue til børnehave, er også udfordret af Covid-19, da mange børnehaver frabeder sig besøg af den afgivende institution.

Vi får sammen med forældrene det bedst mulige ud af læreplanen, på en Covid-19-tilpasset måde.

Vi følger altid de retningslinjer, der er anbefalet af sundhedsmyndighederne og Randers kommune.

Læreplanstemaerne i Tjærbyvejens vuggestue

I Tjærbyvejens vuggestue har vi valgt nogle af temaerne ud, til at være fælles temaer for hele vuggestuen. Temaer som hele huset arbejder med på samme tid og i samme tidsrum.

Andre af temaerne planlægger stuerne selv, hvornår, hvordan og hvor længe de vil arbejde med dem, dette vil fremgå af vores årshjul.

Helt overordnet er alle temaerne implementeret i vores pædagogiske praksis, hvilket gør dem til en integreret del af børnenes udvikling. Vi arbejder med børne- og lege perspektivet, både det planlagte og det spontane.

I det daglige har vi fokus på den differentieret pædagogik, og i at følge børnenes spor i hverdagen.

Vores mål er, at alle temaer indgår i forskellige perspektiver, i de 6 temaer, som er beskrevet i læreplanen.

Beskrivelse af de temaer som vi arbejder fælles med på tværs af huset

Krop, sanser og bevægelse

Vi er her i vuggestuen meget inspireret af den sansemotoriske tilgang til arbejdet med børnenes udvikling. Når vi arbejder krop, sanser og bevægelse, er det fordi at små børn erfarer med kroppen
og sanserne.

Vi har kroppen i fokus i stort set alt hvad vi foretager os med børnene, hvad enten der er tale om at øve selvhjulpenhed, spisning, vaske hænder, dufte, give/få et kram mv. Der er tid og rum til at
barnet kan øve sig, og prøve sig frem.

Eksempler på aktiviteter indenfor kan være motorikbane i fællesrummet, sanse pladerne som kan lægges på gulvet, sang & bevægelseslege, faldskærmen med forskellige objekter der kan flyve og så videre. Vi tilpasser vores aktiviteter til de børn, der skal være med i aktiviteten.

Udenfor kan det være forskellige løbelege, gemmeleg, kravle, trille, hoppe og gå op og ned af bakken, det kan være baljer fyldt med forskelligt, som man skal have bare tæer i. Vi har børnene med til at vaske legetøjet af, det er en god sanseoplevelse, at mærke vand og sæbe på hænder og arme. Vi bruger også aktivt vand på legepladsen, eksempelvis i et lille bord med en balje i, som står i sandkassen. Vi er meget bevidste om at få krop, sanser og bevægelse ind i hverdagen, sådan dette tema bliver et integreret tema i vores pædagogiske hverdag.

Vores faglige fyrtårn har udarbejdet et skriv til forældrene, hvori det er beskrevet hvordan vi konkret arbejder med krop, sanser og bevægelse her i vuggestuen. Heri er der forskellige forslag til aktiviteter og lege, som man kan lave med sit barn derhjemme.

Vi har indkøbt forskellige legeredskaber der understøtter det motoriske aspekt i legen, som kan tilpasses alle aldre. Ellers har vi vores daglige pædagogiske arbejde altid fokus på at barnet bruger sin krop og sanser, herunder hvordan vi støtter barnet i at blive selvhjulpen i forhold til eksempelvis af- og påklædning.

Kultur, æstetik og fællesskab

Vi laver forskellige kreative ting lokalt på stuerne, eller på tværs af huset/grupper.

Traditionen Fastelavn er et eksempel herpå:

Der bliver lavet pynt til tønden og til ophæng på stuen, samt fastelavnsris. Der bruges forskellige materialer som maling, fjer, glimmer og pailletter. Der laves masker til børnene, og det udfordrer sanserne, at skulle prøve den. Vi bruger ansigtsmaling, hvilket giver en god sansemæssig oplevelse.

At børnene kommer udklædt og at vi sammen slår katten af tønden, giver en god oplevelse af fællesskab og samhørighed. Vi slutter af med hjemmebagte fastelavnsboller, som børn og voksne nyder sammen i fællesrummet. Der er rigtig mange aspekter af “kultur, æstetik og fællesskab” i denne tradition.

På samme måde har vi fokus i vores pædagogiske hverdags aktiviteter i vuggestuen, samt vores øvrige traditioner, på at disse indeholder faglige elementer af temaet.

Den dannelsesproces der finder sted gennem legen og hverdagens aktiviteter, samt relationen og samspillet mellem barn og voksen, er vigtige parametre for kvaliteten af den pædagogiske praksis.

Kommunikation og sprog

Kommunikation, dialog og sproglig udvikling er vores platform i det daglige pædagogiske arbejde med børnene. Vi italesætter og sætter ord på vores og børnenes handlinger, da dialogen er vigtig for
barnets sproglige udvikling.

Fra barnet starter i vuggestuen som lille, har vi fokus på det nonverbale- og kropssproget i samspillet med børnene. Vi arbejder med mimik, turtagning, gentagelser og tegn, som underbygger den sproglige udvikling hos det helt lille vuggestuebarn.

Som barnet bliver ældre, øger vi fokus på aktiviteter, der underbygger den sproglige udvikling, Det kan eksempelvis være dialogisk læsning, morgensamling hvor vi taler farver, størrelser og andet der fanger børnenes interesse. Det kan være forskellige sange eller temaer, hvor vi bevidst arbejder med begreber og den sproglige udvikling.

Vores faglige fyrtårn har udarbejdet en skrivelse til forældrene, hvori det fremgår hvordan vi generelt arbejder med den sproglige udvikling her i vuggestuen. Der er også nogle ideer og forslag til, hvordan forældrene kan støtte op om dette, hvis de har lyst og interesse for den sproglige udvikling.

Natur, udeliv og science

Med natur forstås alt det, der ikke er menneskeskabt. Det lille barn lærer og erfarer ved at sanse og gå på opdagelse i naturen.

I Tjærbyvejens vuggestue deler det pædagogiske personale børnenes entusiasme og nysgerrighed, og vi følger deres spor. Vi er bevidste om at være omstillingsparate, samtidig med at vi formidler
viden omkring naturen ved eksempelvis altid at bruge de korrekte benævnelser for blomster, dyr mv.

Vi bruger aktivt naturen og nærområdet omkring os, og vi er i gang med at etablere en vild-have ved siden af legepladsen, hvor der er plads til biodiversitet.

Når vi arbejder med dette tema, så har vi særligt fokus på at se ligheder og forskelle, ved eksempelvis at undersøge, se nøje efter, at observere, kommunikere, sanse og stille spørgsmål. Vi er nysgerrige og entusiastiske, og vi undersøger sammen med barnet.

Vi er bevidste om, at vi skaber et sprogligt miljø, som fremmer dialogen og motiverer til samspil.

Måden hvorpå vi blandt andet gør det, er ved at stille åbne spørgsmål, som øger opmærksomheden på den aktuelle aktivitet.

Opmærksomheds spørgsmål: “Har du lagt mærke til..? Kan du se..? Hvad er det..? Hvilken farve..?”

Måle og tælle spørgsmål: “Hvor mange..? Hvor lang..? Hvor høj..?”

Sammenlignings spørgsmål: “Er den her længere, større, tungere end..? Hvad ligner den..? Hvordan er
den anderledes..?”

Handlings spørgsmål: “Hvad sker der hvis..? Kan man skille den ad…?”

Her i vuggestuen bruger vi aktivt udelivet, da det byder på andre muligheder, “højere til loftet” og udfordringer som ikke findes indenfor. Nogle børn trives bedre med udelivet, og det vil vi sikre, at vi kan imødekomme, ved at kombinere de erfaringer vi har fået fra perioden med Corona, og tiden før.

Vores faglige fyrtårn har udarbejdet et idekatalog til kollegerne, som har forslag til aktiviteter, sange, ture i nærområdet og kreative projekter med udgangspunkt i naturen omkring os.

Beskrivelsen indeholder også links til hjemmesider, hvor man kan finde inspiration til aktiviteter og forløb med målgruppen.

Der er ligeledes en beskrivelse til forældrene, med forslag til aktiviteter man kan lave med sit barn, hvis man skulle have lyst til det.

Alsidig personlig udvikling & Social dannelse

Disse temaer har vi ikke lavet konkrete beskrivelser af, da de ligger implicit i vores pædagogiske arbejde med børnene her i vuggestuen.

Vores mål er, at alle 6 temaer findes implicit i alt hvad vi gør, og derved bliver en integreret del af vores kultur.

På den måde bliver den høje kvalitet en naturlig af vores pædagogiske praksis.