Hvem er vi?

Vi er en lille, tryg vuggestue med fokus på nærvær, leg og nysgerrighed, hvor børnenes initiativer og behov er i centrum for hverdagen.

Traditionsrig vuggestue med nærhed

Vi er en lille traditionsrig vuggestue med nærhed, overskuelighed og forudsigelighed som faste elementer i vores pædagogiske hverdag.

Vi vægter legen, tiden til fordybelse og nysgerrighed. Vi følger børnenes spor og ændrer gerne på det planlagte, så børnenes initiativer bliver vigtige elementer i vores praksis.

Her er der plads til forskellighed, leg og læring, omsorg, latter og oplevelser. Der er tid til at have det sjovt, til kram og trøst, til nære relationer og til at lære og opleve nyt.

Vi vil gerne inddrage hele familien/børnenes nære relationer i institutionslivet her i Tjærbyvejens vuggestue. Vi inddrager eksempelvis gerne erhverv, vi har haft besøg af Far med hans politibil, en gruppe har været på Farmor, som har egen frisørsalon, hvor de fik lov til at sidde i frisørstolen, fik forklæde på og lidt farve i håret. 

Da vi er en "ren" vuggestue, prioriterer vi samarbejdet med de modtagene børnehaver, som børnene skal videre til. Når barnet har været på besøg med forældrene, tager vi gerne på besøg med barnet og nogle venner fra stuen, og på den måde arbejder med de overgange der er. 

 

Stuer og grupper

Vuggestuen er normeret til 34 børn i alderen 0-3 år. Børnene er fordelt på 3 stuer "Krummer," "Krudtugler" og "Spillopper", og der er 3-4 voksne tilknyttet hver stue.

Alle stuer arbejder med at dele børnene op i små grupper, således der er særligt fokus på nærhed og relationer mellem børn og voksne. Vi laver forskellige ting i hverdagen som eksempelvis motorik, krea, udeleg, dialogisk læsning mv. Alle stuer tager på ture i nærområdet, og vi bruger gerne vores ladcykler til at komme rundt omkring. 

To gange om ugen har vi Storbørnsgruppe, hvor de ældste børn fra vuggestuen samles, og laver aktiviteter sammen.  

Tirsdag er turdag, hvor vi hver anden tirsdag har et samarbejde med Dronningborg Plejecenter. Her går vi op, og laver sjove ting sammen med de ældre fra plejecentret. Det kan enten være kreative ting, synge sange/salmer, bevægelseslege og andet. Her er fokus på samspillet mellem generationerne på tværs, og det er en formiddag alle ser frem til. 

Når vi ikke er på plejecentret, går vi tur i nærområdet. Her øver vi os i at gå hånd i hånd, både voksen-barn, og barn-barn. Vi har gerne madpakker med, som vi nyder i det fri.

Et generelt fokus for storbørnsgruppen er selvhjulpenhed, modtage kollektive beskeder, årsag-sammenhæng eksempelvis ved samling. Når det regner udenfor, hvad skal man så have på af tøj?

Og i det hele taget en opmærksomhed på, at gøre børnene lidt klar, til det børnehaveliv der venter når de bliver 3 år. 

Køkkenet er vuggestuens hjerte

Vores dygtige "madmor" tryller med forskellige varme retter, rugbrød med pålæg, hjemmebagt brød og en madpakke, når vi skal på en længere tur.

Alt mad bliver lavet fra bunden, og derfor kan man opleve den skønneste duft af dagens retter, når man kommer ind i vuggestuen. Ugens menu hænger på en tavle ved køkkenet, så man kan følge med i, hvad børnene har fået at spise. Man kan også hente inspiration til ens egen madplan.

Vi tager selvfølgelig hensyn til allergier, kulturelle tilvalg og andet, der er vigtigt for børnenes ernæring.

Sådan arbejder vi

Her i vuggestuen kan man forvente kompetente og fagligt bevidste medarbejdere, der tilrettelægger aktiviteter, som tilgodeser det enkelte barns behov for læring og udvikling. Det pædagogiske personale har fokus på det enkelte barns udviklingstrin og nærmeste udviklingszone, samtidig med at vi er opmærksomme på børnenes interesser.

Alt personale er blevet opkvalificeret via NPU/NPRP ved Tea Tyrre Sørensen. 

Vi bruger hinandens kompetencer og erfaring til at skabe de bedst mulige rammer for at vidensdele. Vi vægter forældresamarbejdet højt, da det er platformen for at skabe et godt fundament for udvikling, trivsel og glæde hos barnet.

Da vi er en selvejende institution, er vores leder altid i vuggestuen og er kun leder af vores vuggestue. Hun er primært på kontoret, men har også faste timer på stuerne. Det giver mulighed for et nært indblik i børnenes hverdag, i personalets trivsel og den pædagogiske praksis.

Har I lyst til at besøge os? Så ring til os og aftal en tid til en rundvisning og en snak om vores hverdag og værdier.

Selvejende institution

Tjærbyvejens vuggestue har fra starten i 1967 været en selvejende institution i Randers Kommune, som vi har drift overenskomst med. Vi er tilknyttet Landsorganisationen Danske Daginstitutioner -LDD.

I hverdagen betyder det blandt andet for forældre og personale at:

  • Lederen er til stede i institutionen, og har relationer til alle børn og familier
  • Medbestemmelse i organiseringen af den pædagogiske praksis
  • Tæt og nærværende ledelse
  • Mulighed for faglig sparring i hverdagen.

For vores institution skaber det tryghed, trivsel og udvikling, at lederen er til stede dagligt og kender livet i institutionen og den daglige kontakt mellem leder og personale giver mulighed for et godt arbejdsklima til gavn for alle.

  • Den selvejende institution har sin egen bestyrelse som kun tager sig af den pågældende institution
  • Bestyrelsen beslutter i samarbejde med lederen, de overordnede rammer for institutionen
  • Bestyrelsen har direkte indflydelse på vigtige spørgsmål, og indgår i et nært samarbejde med leder om disse
  • Bestyrelsen er også involveret ved ansættelser og afskedigelser.

Forældrenes involvering er afgørende for en selvejende institution.

I vores institution har vi engagerede forældre, leder og medarbejdere, som i tæt samarbejde ønsker at arbejde for bedst mulige vilkår for børnene. Det kan bedst skabes af de mennesker, der har nærhed til børnene, og som forholder sig konkret til dagligdagen.

 

  • Børn fra Tjærbyvejens Vuggestue kigger på griseBørn fra Tjærbyvejens Vuggestue kigger på grise
  • Børn og pædagog i Tjærbyvejens VuggestueBørn og pædagog i Tjærbyvejens Vuggestue
  • Børn leger i sne i Tjærbyvejens VuggestueBørn leger i sne i Tjærbyvejens Vuggestue
  • Pædagoger og børn i Tjærbyvejens VuggestuePædagoger og børn i Tjærbyvejens Vuggestue
  • Børn fra Tjærbyvejens Vuggestue med blomsterBørn fra Tjærbyvejens Vuggestue med blomster
  • Barn på legepladsen i Tjærbyvejens VuggestueBarn på legepladsen i Tjærbyvejens Vuggestue
1 / 6