Vores traditioner

I Tjærbyvejens vuggestue har vi mange traditioner i løbet af året. Her kan du se de vigtigste.

Bedsteforældredag

Sidste fredag før fastelavn inviteres bedsteforældre til fastelavnshygge i vuggestuen. Vi hygger og spiser en bolle, inden de hjælper børnene med at fremstille fastelavnsris og andet pynt.

Det er en super hyggelig dag for både børn, bedsteforældre og medarbejdere.

Fastelavn

Vi laver forskelligt pynt der er relateret til fastelavn, vi synger fastelavnssange og snakker om hvad der skal ske, når vi skal klædes ud og slå katten af tønden.

Alle børn i vuggestuen er med til at slå katten af tønden. Vi deler os gerne op, sådan de store og de mindre børn har en tønde hver.

Både børn og voksne må gerne være klædt ud hjemmefra. 

Efter tøndeslagning samles vi på stuerne, hvor vi hygger med det, som tønden har gemt på. (Mandariner, små rosinpakker, figenstænger mv.)

Til eftermiddagsmad får vi hjemmelavede fastelavnsboller, som Heidi har bagt til os.

Påske

Vi sår karse, pynter stuen op med forskellige påsketing og synger påskesange. Vi afslutter ugen inden påskeferien med et påskeløb, hvor vi skal udenfor, for at lede efter små påskeæg som påskeharen har gemt.

Fødselsdag i vuggestuen

Hvert år markerer vi vuggestuens fødselsdag den 1. april. Vi samles alle sammen udenfor, hvor vi synger fødselsdagssang for vuggestuen og hygger med en is, frugt eller en bolle, alt afhængigt af vejret.

Derudover fejrer vi fødselsdage for alle i vuggestuen, både børn og personale. Der pyntes op med flag og til samling synger vi fødselsdagssang og råber hurra, og barnet får en lille gave fra stuen. Der hygges lidt ekstra denne dag, se på Aula under Fælles Filer for retningslinjer omkring dette.

Nogle gange inviteres vi hjem til fødselsdag, og andre gange fejrer vi barnet her i vuggestuen. Det er helt op til forældrene, hvordan fejringen skal foregå.

Blomsterdag

En formiddag i Maj måned, holder vi blomsterdag i vuggestuen. Vi samles ude på legepladsen, hvor vi får lidt at spise og drikke, inden børnene sammen med deres Mor, Far, Bedsteforældre, Onkel eller nabo planter en medbragt blomst/plante i enten krukke, højbed eller i vildthaven. (Det er ikke vigtigt hvem der deltager, blot det er en, som barnet har en god relation til)

Et par hyggelige timer, hvor vi gør legepladsen og udeområderne fine og sommerindbydende.

Sommerfest 

En eftermiddag i Juni måned inviterer vuggestuen alle børn og forældre til sommerfest. 

Vi inviterer fra kl 16.30 til kl 19, og konceptet er, at hver familie medbringer mad til det antal de kommer. Drikkevarer og service skal medbringes hjemmefra, vuggestuen er vært ved et stykke kage og en kop kaffe.

Motionsløb

I uge 41 har vi særlig fokus på krop og bevægelse. vi bruger gerne hele huset og alle vores udenoms arealer til at udfolde bevægelseslege, motorikken, løbelege og sanglege med bevægelse.

Vi slutter ugen af med et motionsløb, hvor vi deler børnene op efter alder og udviklingstrin. Alle er med på deres egen måde, hvad enten det er på motorikbanen indenfor i fællesrummet, ude på legepladsen med en scooter eller omme på græsplænen, hvor der løbes/leges på en løbebane. Alle får et diplom med hjem, hvor der står navn på.

Halloween

Halloween er den sidste nye tradition her i vuggestuen. Det er en tradition som er kommet til at fylde meget ude i samfundet, og derfor vælger vi, at give den lidt opmærksomhed, for at få den ned på vuggestue niveau, således det giver mening i et børneperspektiv.

Det betyder for os, at vi har fokus på eksempelvis edderkopper og spindelvæv, græskar og spøgelser. Vi arbejder med det kreative element, og bruger gerne naturens materialer. Vi laver edderkopper af kastanjer som vi selv har samlet, vi laver spøgelser i karton med aftryk fra børnenes fødder, og vi udhuler græskar, hvor det sansemæssige element er i fokus.

Heidi laver lækker og anderledes mad, som eksempelvis kan være græskarsuppe, farvet risengrød, græskarboller, røde/grønne boller og forskellige andre ting, som har med denne tradition at gøre.

December måned i vuggestuen

En formiddag i starten af december pynter vi juletræ. Vi pynter det med hjemmelavet julepynt, hygger os med at spise risengrød og æbleskiver.

Vi bager pebernødder og andre julesysler, samt laver julegaver, som skal med hjem inden jul.

Vi holder børnejulefrokost hvor Heidi laver "det store kolde bord". Vi spiser på stuerne, som er fint pyntet op, og vi synger julesange.

Hver stue har en julebamse, der kommer på besøg dagligt. Vi synger forskellige julesange sammen, og nogle gange har bamsen en gave med til stuen.

De store børn kommer på en juletur til byen, hvor vi kigger efter julenisser og det store juletræ. 

Vi tager til børnejulegudstjeneste i Dronningborg kirke, under hensyntagen til kulturelle forskelligheder. 

Vi er opmærksomme på, at december måned kan være en travl måned for både store og små, derfor forsøger vi at begrænse os til de faste traditioner og vores ellers strukturerede hverdag.

 

Vi slår katten af tønden