Her i vuggestuen har vi en køkkenansvarlig, som sørger for fuld forplejning til børnene dagen igennem. Hun tilstræber at 2/3 dele af maden er økologisk, og at alt mad laves fra bunden. Maden er en blanding af kendte traditionelle retter, krydret med lidt nyt og anderledes, således der hver dag er noget genkendeligt for børnene.
Der serveres vand eller mælk til måltider, og vi er opmærksomme på at tilbyde børnene vand at drikke også udover måltiderne. Der findes en madplan både på tavlen ved køkkenet og på Aula. Vi har ikke en nedskrevet sukkerpolitik, men vi begrænser sukkertilsætningen i maden, og bruger ellers vores sunde fornuft. På Aula findes et notat fra bestyrelsen, som beskriver vores holdning til sukker, samt nogle gode ideer til, hvad man kan medbringe ved eksempelvis fødselsdage mv. Heidi afprøver gerne forskellige retter med nye smage og konsistenser, så både sanser og mundmotorik udfordres. Der tages hensyn til hvad barnet kan lide, og falder frokosten ikke i barnets smag, tilbyder vi selvfølgelig noget andet. Ingen børn går sultne hjem fra vuggestuen. Indretningen er lavet således, at køkkenet ligger centralt placeret i huset. Her er mulighed for at dufte til maden og have en dialog omkring dagens menu. Vi prioriterer, at køkkenet er en vigtig del af vores pædagogiske praksis, og at børnene har mulighed for at være medbestemmende i forhold til, hvad man godt kan tænke sig at spise. Vi inddrager også Heidi i vores forskellige temaer og traditioner i vuggestuen, således der skabes en sammenhæng mellem vores pædagogiske praksis og den mad der bliver serveret. Eksempelvis til påske er der kartoffelmoskyllinger, til halloween er der græskarboller, til jul er der risengrød osv. |